Mange almenmenneskelige følelser – såsom depression, angst og sorg – er i dag blevet indskrevet som behandlingskrævende diagnoser i psykiatrien. Uanset om denne udviklingstendens betragtes positivt eller negativt, påvirker det vores forståelse af, hvad det vil sige at være et menneske.

Men hvilke eksistentielle konsekvenser har det, at vi omtaler og behandler almene vilkår som psykisk afvigende eller uønsket adfærd, der kræver medicinsk behandling?

Diagnosesystemerne fortæller os nemlig ikke, hvordan vi kan forstå os selv som mennesker, der alle er underlagt livsvilkår, der medfører lidelse i form af sorg, svigt, skuffelse, fortvivlelse, skam, tab, tomhed, nedtrykthed, ensomhed og dødsangst.

Med afsæt i en kritik af det nuværende psykiatriske behandlingssystem, ser jeg på både de sociale og eksistentielle problemer, der opstår, når vi mangler et diagnosefrit sprog til at forstå den menneskelige psyke.

Foredraget berører forskellige filosofiske perspektiver på menneskets psykiske liv, og sætter fokus på, hvordan vi kan få et sprog til bedre at håndtere, hvad det vil sige at være et menneske.

Foredraget rejser og belyser nogle af følgende spørgsmål:

- Hvordan skal vi forstå hhv. det psykisk raske og psykisk syge menneske?

- Hvordan betragtes forholdet mellem det normale og det psykiske afvigende, og hvordan påvirker det vores syn på mennesket?

- Kan filosofien give os et bedre sprog til at forstå menneskets psykiske liv og håndtere de eksistentielle vilkår vi alle er underlagt?